Product Description
I det fantastiske Nordhavn, lige ved Østerbro, finder I BIG BIO Nordhavn. I smukke og hyggelige omgivelser lige ned til vandet, er biografen placeret mellem de ikoniske runde siloer. Kun få minutter væk med metroen fra Indre By, et kort smut fra Nordhavn S-tog station eller lige ved siden af P-huset Lüders.
Biografens rammer er perfekte til konferencer, foredrag, kick-off events, større generalforsamlinger, boglanceringer og meget mere. Der er sale i mange størrelser (77-183 personer) og man kan derfor nemt lave intime events såvel som større arrangementer. Alle sale er fuldt udstyret med verdens bedste lyd og sæder – man kan ikke give sine gæster en bedre præsentationsoplevelse. Mulighed for livestreaming og benyttelse af headset/mikrofoner er der selvfølgelig også.
I det store foyerområde er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man vil bruge det til. Der er en lille bar med fadøl, vin, drinks etc. ligesom alle de lokale restauranter og caféer i Nordhavn meget gerne leverer mad og forplejning, som fint kan indtages i biografen eller nede hos Fryd & Gammen i stueetagen.
På 2. sal i biografen finder man det fineste mødelokale, som også frit kan benyttes til helt små møder og præsentationer. Derudover er der en masse højborde, som er perfekte til at danne rammer for en eventuel workshop.